Går turen til Tyrkiet? Her er fem skikke du bør være opmærksom på!

Når du rejser til Tyrkiet,  får du mulighed for at opleve et smukt land med et fantastisk klima og en særdeles imødekommende og venlig befolkning, som gerne vil sørge for, at du får en god oplevelse. Som det er med alle andre steder, er der også skikke og traditioner, som du skal være opmærksom på, når du rejser til Tyrkiet.

1. Hilsen

I Tyrkiet giver man hånd, når man mødes eller introduceres. Det er derimod ikke almindeligt at give hånd, når man skilles igen. Kender man hinanden godt, hilser man med et to-hånds håndtryk, og det er også helt almindeligt at give luftkys på begge kinder. Man møder altid ældre mennesker med respekt i Tyrkiet, og derfor rejser man sig op og hilser på dem, når de kommer ind. Bliver du præsenteret for en gruppe af mennesker, skal du hilse på de ældste først. Du bør ikke henvende dig til en kvinde, du ikke er blevet præsenteret for. Du skal i stedet lade hende tage initiativet til at give hånd og hilse.

2. Gaver

Tyrkerne er et venligt folkefærd, og når du rejser til Tyrkiet, kan du godt opleve, at du bliver budt indenfor i et privat hjem. Det kan være en særdeles spændende oplevelse, og du skal være opmærksom på, at det er helt normalt at komme med værtindegaver som chokolade, roser eller en lille ting til hjemmet. Du kan også godt tage en god flaske vin eller spiritus med, men så skal du være sikker på, at værtsfamilien ikke er muslimer. Er de det, må du heller ikke medtage gaver, som har billeder af mennesker som for eksempel fotos eller tegninger.

3. Berøring

Når du rejser til Tyrkiet, skal du også være opmærksom på, at det ikke er velanset, hvis du holder det modsatte køn i hånden på offentlige steder. Det samme gælder for at give knus eller kysse hinanden. Hvis du gerne vil undgå misbilligende blikke, bør du holde dig fra den slags, når du befinder dig på offentlige steder.

4. Tegn og fagter

Hvis du på din rejse til Tyrkiet undrer dig over, at tyrkerne hæver øjenbrynene, når du taler med dem, samtidig med at de laver en tsk-lyd, så er det fordi, at de signalerer ”Nej”. I Tyrkiet bruger man ikke vores måde at virre med hovedet på for ordet nej. Tyrkerne signalerer ja på samme måde, som vi gør det, ved at nikke med hovedet. Virrer du med hovedet, vil en tyrker opfatte det som om, du signalerer, at du ikke forstår.

5. Religion

Tyrkerne er troende muslimer. Det er derfor en god ide at spørge om lov, inden du fotograferer mennesker og religiøse steder. Du skal også være anstændigt påklædt, hvis du besøger en kirke eller moske. Det er ikke en god ide at komme med bare arme eller iført shorts. Mænd bærer heller ikke hat eller kasket, og besøger du en moske, skal du huske at tage skoene af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *